Båltale om fællesskab ved Søndersø, den 23. juni 2017

Tak fordi jeg må holde båltalen i år her ved den smukke Søndersø!

En båltale er lidt udenfor min ”Comfort Zone” og genre, for det er jo ikke en politisk tale.

Så hvis jeg kommer til at drage nogle politiske paralleller, håber jeg, I vil bære over med mig.

Grunden til at jeg trods alt tror på at talen vil gå godt er, at både Skt. Hans og politik handler om fællesskab.

Skt. Hans er et fællesskab, som strækker sig tilbage til vikingetiden og Odin og Thors dage, hvor vi har samlet os på højdepunkter i landskabet og tændt glædesblus for at fejre lyset og de lange dage.
Fællesskabet rakte ud over hver enkelt by, for man tændte bål, sådan at nabobyen også kunne se det, og sådan, at man også kunne se deres, for den her fest var en del af et større fællesskab.
Her i aften bliver der netop nu tænkt bål over hele Danmark. I private haver, på festpladser, på marker, på strande. Vi er en del af et stort fællesskab og det fejrer vi i aften.

Ordet ”Fællesskab” er et navneord, det er intetkøn, altså kønsneutralt, og defineres som: ”Det at en gruppe mennesker er sammen om noget og derved føler en vis samhørighed.” (”Den Danske Ordbog”)
Læg mærke til, at man skal føle en vis samhørighed, for at være med i et fællesskab.

Der er mange slags fællesskaber.

Vores grundlæggende fællesskab er familien. Fra vi er helt små lærer vi, at familien er der, hvor man finder tryghed, omsorg og kærlighed. Børn af i dag bliver hurtigt en del af fællesskabet ”vuggestuen” og fællesskabet ”børnehaven”. Der lærer vi, at i et fællesskab forventer vi noget af hinanden.

Vi skal opføre os på en bestemt måde, og der skal være et fornuftigt forhold mellem at give til fællesskabet og modtage fra fællesskabet. Lidt senere i livet mødet vi nye fællesskaber i form af sportsklubber, spejderforeninger, musikskoler og fritidsjob.
Senere i livet hedder fællesskaberne uddannelse, job, ”Forældreintra” og skole/hjem-samtaler.

Uddannelse og arbejde bliver hurtigt til det, der definerer fællesskabet, og ofte sammenlægges fællesskaberne til et fælles ståsted og til enighed og indbyrdes solidaritet mellem deltagerne.
I voksenalderen tilhører vi mange forskellige fællesskaber. Det siges, at danskerne er et folk, hvor alle er medlem af en eller flere foreninger. Det er sportsforeninger, musikforeninger, friluftsforeninger, folkeoplysende foreninger og politiske foreninger. Der er mulighed for at være medlem af mange forskellige fællesskaber og at indgå i mange forskellige sociale relationer.

I dag er der ikke mange, der melder sig ind i et politisk parti, men jeg ser gerne flere. Vi søger i stedet andre fællesskaber, som drejer sig om en specifik sag som fx Hjerteforeningen, Gigtforeningen, Ældre-sagen, Dansk Naturfredningsforening eller Røde Kors. Nu sagde jeg ELLER, men jeg kunne lige så godt have sagt OG, for vi er gerne medlemmer af rigtig mange foreninger.
Nogle fællesskaber er livslange, mens andre kun varer nogle få timer eller dage.

Vi, der er her i aften, har valgt fællesskabet til. Vi ved, at vi ikke behøver at ligne hinanden. Vi ved at vi heller ikke behøver at være enige om alting.
Vi kan godt være en del af fællesskabet selv om vi er uenige. Vi kan finde sammen alligevel. Vi kan respektere og ikke mindst lære af hinandens forskelligheder og synspunkter.
Det lærer vi fra vi er små, i kraft af de fællesskaber vi indgår i.

Et af de mere moderne fællesskaber er vores kommune. I år er det 10 år siden, at Furesø Kommune blev skabt ved fusionen mellem Værløse og Farum. Det er et fællesskab som ingen dengang reelt ønskede sig. Men det blev en realitet alligevel. Nu har de fleste haft tid til at vænne sig til tanken. Jeg oplever en stigende vilje til at tænke på tværs af kommunens geografi. Jeg synes at vi skal bruge 10 års jubilæet på at konstatere, at de store udfordringer vi havde ved sammenlægningen er, hvis ikke helt væk, så i hvert fald ikke akut truende længere. Vi kan derfor tillade os i fællesskabet at kigge frem og sætte mål for de kommende 10 år.

Et af de mål jeg synes vi skal sætte os er, at vores fællesskaber skal være stærkere. Vi skal bekymre os om hinanden, se efter hinandens huse, når vi ved at naboen er på ferie, give en hånd med ved hækken eller snerydningen, og i det hele taget give en hånd med, når livet går op ad bakke hos naboen. Vi har hinanden og vi har hinanden nu og her. Vi ved ikke hvad der sker i morgen, men når vi ved, at vi kan regne med hinanden, i vores fællesskab, kan vi tackle det meste.
Men, og det er vigtigt:
Man skal ville et fællesskab.
Hvis ikke man vil fællesskabet, bliver man ikke en del af det.
Men hvad er det for et fællesskab vi har?
Hvem kan være med i vores fællesskab?
Er vores fællesskab inkluderende eller ekskluderende?
Vil andre overhovedet være med i vores fællesskab?
Er det korrekt at tage for givet at alle vil være med i vores fællesskab?

I mine år med berøring med integrationsarbejde i Integrationsrådet her i Furesø, lærte jeg, at integration er noget der kommer indefra. Lysten til at blive en del af fællesskabet skal være til stede. Hvis ikke lysten til fællesskab er der, er det ligegyldigt hvor stor integrationsindsatsen er. Den vil fejle.
Når vi oplever at der i visse kredse aktivt missioneres mod det danske fællesskab. Når vi hører, at der udøves så stærk social kontrol, at unge mennesker ikke engang må have venner i det danske fællesskab. Når vi oplever at der stilles urimelige krav om særlige hensyn. Ja så tænker jeg, at det netop er de ting som er ødelæggende for sammenhængskraften. Som er ødelæggende for vores uvurderlige nationale fællesskab og den kultur, som det gennem mange generationer er formet af.
Jeg mener, at vi skal holde fast på vores danske værdier og stille krav til dem, der kommer hertil om at de deltager i vores fællesskab. For det er de hjerteligt velkomne til!
Men vi skal også lade os inspirere af folk, som kommer hertil.

Traditioner fornyes og gives nyt indhold og betydning.
Hvem ved, om vores efterkommere om 1000 år stadig brænder bål af ved sommersolhverv, og hvad mon højtiden hedder på det tidspunkt?
Når vi brænder en heks af på bålet i aften, så symboliserer den heks, alt det onde og mørke i verden. Alt det som er med til at ødelægge livet og fællesskabet. Det kan være egoismen, hadet eller fordommene, som er med til at skabe splid i mellem mennesker. Men jeg må dog tilføje, at vi i aften har en ualmindelig flot – og lidt rar – heks, som jeg hørte er lavet af to søde piger fra vores fællesskab.
Om lidt skal vi synge Midsommervisen. I fællesskab.

Rigtig god Skt. Hans!