Budgetaftale i Furesø
Der er indgået en budgetaftale i Furesø Kommune
Om budgettet og de konservative aftryk siger gruppeformand og viceborgmester Lars Carstensen:
“Vi har en stram økonomi i Furesø, og derfor har vi fra konservativ side taget initiativ til grundige budgetanalyser på alle udgiftsområder. Det har vi gjort, fordi vi ønsker at finde synergier mellem områderne og på den måde få hver krone til at række længere, uden at vi sænker serviceniveauet. Vi har også ønsket os en længere planlægningshorisont, således at vi kan træffe sikre beslutninger som rækker 10, 20 og 30 år frem. De 25 millioner i ekstra indtægt i 2021 og 2022, som afhænger af forhandlingerne om udligningen, tager vi op igen politisk i 2020.
Vi mener, at det er helt rigtigt at skatten holdes i ro i de kommende år og at dækningsafgiften på erhvervsejendomme sænkes. Det fortsatte fokus på erhvervslivets vilkår fører til et tæt samarbejde, som bl.a. sikrer at flere får mulighed for at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi har desuden slået et slag for at fremme offentlig/private samarbejder og udlicitering af indkøb.
Der bliver afsat midler til flere plejehjemspladser pga. et stigende behov for ældrepleje.
Vi ser gerne en fornuftig inklusion i folkeskolen, og vi er med til at sikre midler hertil. En gammel konservativ sag er sammenhængen mellem skoledistrikter og daginstitutioner. Det er lykkedes at få den vinkel med i et rådgivende udvalg om skoledistrikter.
Vi konservative prioriterer kulturområdet højt og vi har kæmpet for at få så få besparelser på kulturområdet som muligt, og det er lykkedes. Vi bifalder at Værløsehallerne bliver renoveret så snart der foreligger et projekt.
I budgettet har vi konservative også fokus på effektivisering gennem digitalisering og vi opretter et Advisory Board til byudvikling og arkitektur.
Som led i en øget indbrudsindsats opretter vi en pulje til forebyggelse af indbrud som grundejerforeninger og boligselskaber kan søge.
Alt i alt synes vi, at vi har sat så mange fingeraftryk på budgettet, som vi kan. Vi har trukket budgettet i en borgerlig retning, og vi er tilfredse med de resultater, vi har opnået.”